Støtte- og kontaktpersonsordningen

 

Fakta:
Adresse: Chr. Paulsensvej 30-1-4, 2000 Frederiksberg

Ledelse:

Forstander Niels Henrik Jensen  Tlf. nr. 2898 3896

Teamleder: Torben Svanhede  Tlf. nr. 2898 3866

Antal pladser: 200 – 250 

Målgruppe:
Er borgere over 18 år, der bor i egen bolig, eller hjemløse og som er belastet af sindslidelser, misbrugsproblemer og/eller andre svære psykosociale problemstillinger. Ordningen yder også støtte til borgere med personlighedsforstyrrelser, ADHD og Aspergers syndrom.

Støtten ydes efter 2 paragraffer i Lov om Social Service:

§ 85
”Kommunen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer”

Denne støtte skal borgeren visiteres til via kommunens visitationsudvalg, og der er typisk tale om et længerevarende forløb.

§ 99
”Kommunen sørger for tilbud om en støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser, til personer med et stof eller alkoholmisbrug og til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig”

Denne paragraf giver mulighed for, at borgeren selv, pårørende eller samarbejdspartnere kan henvende sig direkte til Støtte- og kontaktpersonordningen med behov for akut vejledning, afklaring eller støtte. Dette er typisk sager, hvor borgeren er i risiko for at miste sin lejlighed, eller har behov for at blive hjulpet i én eller anden form for behandling.

Værdigrundlag
Den enkelte borger skal mødes med respekt, ansvar og faglighed.

Medarbejderens egne normer og opfattelse om det "normale liv" må ikke stadfæstes som normen, men kun som en personlig rettesnor i relationen.

Indsatsen tager afsæt i borgerens ønsker, ressourcer, sociale forhold og netværk.

Indsatsen ydes efter mulighederne for udvikling hos den enkelte. Der arbejdes med begreber som personligt ansvar, udvikling, positiv tænkning, og orientering i det fremadrettede.

Empati er det bærende element i relationen, som skal bakkes op af en grundlæggende faglighed.

De kulturelle, etniske og religiøse forskelle, der måtte være, skal respekteres.

Den enkelte medarbejder skal udvise ansvarlighed i relationen.

Der skal etableres en høj grad af ligeværdighed, uagtet at relationen tilbydes af en fagperson.  

Formål med indsatsen
Støtte- og kontaktpersonen skal styrke den enkelte borgers sociale færdigheder og psykiske ressourcer med henblik på, at få et hverdagsliv til at fungere med så høj en grad af selvstændighed som muligt og med henblik på at øge den enkeltes selvværd.

Målsætningen for den socialpædagogiske støtte i eget hjem eller opsøgende støtte, tager udgangspunkt i forståelse og erkendelse af et menneske som et socialt individ, som kun kan udvikle sig i samspillet med andre.

Støtten skal generelt forhindre eller afhjælpe sociale isolation og indlæggelser. Borgeren skal støttes til større selvstændighed, personligt ansvar og øget selvværdsfølelse, for derigennem at opleve øget livskvalitet og styrket identitetsfølelse.

Den socialpædagogiske støtte skal derfor fokusere på de tilstedeværende ressourcer og arbejde for etablering af gode holdbare sociale relationer. Vi arbejder for en reduktion af  genindlæggelser. 

Arbejdsmetoder og faglighed
Der arbejdes overordnet ud fra følgende socialfaglige metoder:

Recovery
Recovery betyder "at komme sig". Recovery er ikke en metode, men en holdning til at også svært sindslidende kan komme sig med den rette hjælp og støtte.
Redskaber: Det daglige relationsarbejde, handleplanens mål.
Systematik: Diskussion af mål/delmål i handleplanen samt løbende samtaler.

Relationsarbejde
At skabe en bæredygtig relation til et andet menneske. Borgeren er ekspert i eget liv, medarbejderen er ekspert i at hjælpe andre mennesker. Den gode relation har en stabiliserende og udviklende effekt på den enkeltes liv.
Redskaber: Samtale og en ikke-teoretisk forståelse. Der skal være kontinuitet i relationen, fleksibilitet i kontakten og opmærksom tilstedeværelse med fokus på konkrete problemer.
Systematik: Løbende samtaler.

Jeg-støttende relationer
Den jeg-støttende tanke går på, at alle terapeutiske interventioner, der bidrager til at øge den enkeltes evne til selvbestemmelse og til at befæste identiteten, repræsenterer ego-støtte. Behandlingen er individuel.
Redskaber: Medarbejderne vil i deres daglige møde bruge følgende principper: - Kontinuitet og regelmæssighed - Nærhed og afstand - Fysisk omsorg – Grænsesættelse - Skærmning - Containing - Realitetsorientering - Praktiske gøremål og samhandlinger - Verbalisering - Pædagogisk tilnærmelse - Krav og mål - Træning i at se valgmuligheder og at foretage valg.
Systematik: Samtale, samhandlen og samvær.

Individuelle handleplaner
I samarbejde med den enkelte udarbejdes der pædagogiske handleplane. Denne beskriver, hvilke mål den enkelte har for det næste år, hvordan man når dertil (delmål) og hvordan der konkret arbejdes med målene.
Redskaber: Bruges løbende som retningsgiver af både borgeren og af medarbejderen.
Systematik: Målet er ved hjælp af samtaler og aftaler at styrke den enkeltes ressourcer og mestringsevne. Målet er også, at borgeren på sigt bliver bedre til at sætte ord på ønsker og drømme og til at arbejde mere målrettet.

Rehabilitering
Helhedsorienteret syn på mennesket, både dets stærke og svage sider.
Redskaber: Der fokuseres på ressourcer og på handling frem for behandling.
Systematik: Handlingerne består i at afdække livsvilkår og ressourcer, både fysisk, psykisk og socialt og i at ændre den sociale situation gennem tilbud og støtte i overensstemmelse med borgerens ønsker, behov og forudsætninger.
Målet er at genvinde styringen af eget liv.

Støtte og kontaktpersonordningen har kontor i et bolig område på Frederiksberg (FK. Finsenshave).

Som udgangspunkt foregår alt samvær med borgerne i deres private hjem eller på f.eks. caféer og væresteder i nærområdet.

Kun i særlige tilfælde bruges kontorlokalerne til samtaler. 

Gruppeaktiviteter afholdes i mødelokaler.

Medarbejdere:
Der er ansat 18 medarbejdere som støtte- og kontaktpersoner, 2 medarbejdere til opgaver omkring hjemløshed og 1 teamleder, som både arbejder med kerneydelsen og daglig ledelse.

Alle medarbejdere har en social- eller sundhedsfaglig baggrund og har derudover solid erfaring indenfor blandt andet psykiatri og socialt arbejde. Der er blandt andet ansat pædagoger, sygeplejersker, ergoterapeuter og social- og sundhedsassistenter.

Det tilstræbes, at personalesammensætningen er en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder i forskellig alder for at kunne dække det brede behov, der ligger hos borgerne.

Der er personaledækning i hverdagene kl. 7.00-19.00, fredage dog kun til kl. 15.00.

Alle medarbejdere har individuelle mobiltelefoner, hvor de kan kontaktes i åbningstiden.

Alle borgere i ordningen tilknyttes minimum én fast medarbejder, der fungerer som borgerens primære kontaktperson. Der arbejdes på, at borgeren hen ad vejen præsenteres for yderligere én eller flere medarbejdere, så der er mulighed for sparring omkring opgaverne og for afløsning ved ferier og sygdom.

Støtten ydes i det antal timer, som medarbejderne, sammen med borgeren og i dialog med kollegaer, vurderer er tilstrækkeligt for at kunne arbejde med de mål, der sættes for indsatsen. Timeantal fastsættes af bestillingen fra kommunen, og ligger i intervaller på 1 – 5 timers støtte ugentlig, 6-10 timer, eller 10 – 15 timer ugentlig. Inden for disse rammer arbejdes fleksibelt med støtten, så denne kan reguleres alt efter skiftende behov for omsorg og støtte.

Det er meget forskelligt, hvilke behov den enkelte borger har og derved også forskelligt, hvilken støtte der tilbydes. Det kan dreje sig om borgere, hvor dagligdagens praktiske opgaver vokser dem over hovedet og som derfor har behov for støtte til løsning af praktiske opgaver i hjemmet, f. eks hjælp til oprydning, madlavning, at få sorteret post m.m. Det kan også dreje sig om borgere, der er blevet tiltagende isolerede og som har behov for støtte til og træning i at færdes uden for hjemmet. Følgeskab ydes til møder, etablering eller fastholdelse af sociale kontakter, arbejde eller fritidsaktiviteter.

En stor del af støtten gives i form af støttende og motiverende samtaler, hvor dagliglivets udfordringer vendes og hvor man sammen lægger en plan for, hvordan tingene løses bedst.

Der arbejdes ud fra en pædagogisk handleplan, så det er tydeligt, både for borgeren og for medarbejderen, hvilke mål der arbejdes hen imod og hvilken støtte, der er behov for. Det forventes, at borgeren medvirker til at udarbejde handleplanen.

Der arbejdes under tavshedspligt, og der udfyldes altid en samtykkeerklæring inden kontakt med samarbejdspartnere. Hvis borgeren ønsker det, vil Støtte- og kontaktpersonordningen meget gerne samarbejde med andre samarbejdspartnere, der også har kontakt til borgeren, da det er vores erfaring, at dette danner grundlag for at kunne yde den bedste støtte. 

Hjemløseteamet / Akutboliger / Skæve boliger
Under Støtte- og kontaktpersonordningen hører også Hjemløseteamet, der dels yder målrettet støtte på gadeplan til hjemløse borgere, hvor misbrug og sindslidelse ofte er en del af problemet, dels yder intensiv bostøtte i forskellige boformer med henblik på at genetablere en god bo-evne. Den opsøgende funktion er en ikke-visiteret ydelse, der kan etableres både på baggrund af en direkte henvendelse fra en hjemløs borger eller en samarbejdspartner, eller via direkte opsøgende kontakt på gadeplan.

Kontakter af denne karakter kan være meget svære at etablere, og kræver tid og tålmodighed. Det første skridt er etablering af et tillidsforhold, som kan give mulighed for en løsning af de problemer som er årsag til den pågældendes svære situation. Denne opsøgende kontakt forløber meget forskelligt. Det kan være korte kontakter, hvor et overhængende problem løses ret hurtigt eller kontakter, som kan strække sig over længere tid. Der ydes støtte i visiterede boliger både af akut og længerevarende karakter efter mere specifikke metoder. 

Grupper og fælles aktiviteter
Støtte- og kontaktpersonordningen ønsker at medvirke til social netværksdannelse blandt borgerne og tilbyder derfor såkaldte mestringsgrupper for de borgere, der er tilknyttet ordningen. Temaerne for disse grupper kan ændres efter aktuelle behov i borgergruppen, men aktuelt er der tale om en Økonomi og It gruppe, og en Forandringsgruppe med fokus på social træning.

Der arrangeres desuden løbende sociale arrangementer som jule- og påskefrokost og en sommertur. Der er egenbetaling til aktiviteterne.

Støtte- og kontaktpersonordningen arbejder på at arrangere og støtte op om møder mellem borgere, der har fælles interesser, med henblik på at borgerne på sigt får mod på at mødes selvstændigt og derved får udvidet deres sociale netværk.

SKP mentor
Vi tilbyder, efter visitation fra Jobcenteret, mentorstøtte til borgere der i forvejen får støtte efter § 85 og § 99 i Serviceloven.

SKP-mentoren skal kunne hjælpe borgeren med at få bragt stabilitet, struktur og evt. relevant behandling og støtte ind i hverdagen, med henblik på at skabe grundlag for en tilknytning til arbejdsmarkedet eller et uddannelsesforløb. Den socialpædagogiske støtte fokuserer på de tilstedeværende ressourcer og borgeren skal støttes til større selvstændighed, personligt ansvar, og selvværdsfølelse for derigennem at opleve øget livskvalitet og styrket identitetsfølelse.

Støtte og kontaktperson ordningen er underlagt løbende tilsyn fra Socialtilsyn Øst

Ønsker man som borger at modtage socialpædagogisk støtte i eget hjem skal man henvende sig til sagsbehandler i Team Social og psykiatri.

Godkendes man til støtte efter § 85, sendes en bestilling videre til Støtte og kontaktpersonordningen, der derefter kontakter borgeren omkring det videre forløb. Ved det første besøg vil der, som udgangspunkt, deltage en Teamleder og den kommende kontaktperson. Borgeren er velkommen til at invitere en pårørende eller en behandler med til mødet.

Ved det første besøg afklares spørgsmål fra begge sider. Det gennemgås, hvad der er behov for støtte til, og sammen laves en vurdering af, hvor mange timers støtte pr. uge, der er behov for inden for den fastsatte ramme.

Der laves en evaluering af støtten, relationen, opgaverne og timeantal efter ca. 3 måneder så støtten rettes til, hvis det skønnes nødvendigt af én af parterne.

Støtte og kontaktpersonordningen er selvvisiterende til den opsøgende støtte efter § 99. Den opsøgende funktion er akut og borgeren har ret til anonymitet, hvis vedkommende ønsker det.